En skilsmisse, en søn med støvallergi og en manglende lyst til at gøre rent blev startskuddet til Allan Schmidts virksomhed, rengøringsmiddelproducenten Aks2tal. Det var egentlig et hobbyprojekt, men nu har firmaet kørt i mere end 20 år, og far og søn er på vej ud over landets grænser
13. aug. 2024 KL. 19.00
Hvad gør man, når man ikke orker at vaske gulv tre-fire gange om ugen, fordi ens søn har støvallergi?
Man opfinder et middel, der kan binde støvet til overfladerne, så det ikke hvirvler rundt i luften. Det var i hvert fald 58-årige Allan Schmidts svar på overstående spørgsmål.
I dag er det et svar, der ikke bare har reddet ham fra adskillige timer med en gulvmoppe i hånden, men opfindelsen har også givet ham en ny titel som iværksætter og en millionforretning, der har C25-kæmper som Novonesis, DSV og Carlsberg på kundelisten.
I dag er virksomheden ved at finde fodfæste uden for landets grænser. Men det har taget lang tid og kostet dyre lærepenge at nå dertil.
I mellemtiden er sønnen med støvallergi blevet voksen og også blevet en del af forretningen, der i dag har seks fastansatte og fire konsulenter tilknyttet.
“Vi er ved at tage virksomheden til næste niveau. Det har aldrig nogensinde været et mål. Det var ikke det, vi var drevet af. Det begynder det at blive mere og mere,” siger Allan Schmidt.
Det støvbindende produkt blev skabt for over 20 år siden, så vi starter med at spole tilbage i tiden.
Begyndte som et hobbyprojekt
I 2001 blev Allan Schmidt og hans kone skilt. Deres datter ville bo hos moderen, mens sønnen ville bo hos sin far. Det havde Allan Schmidt slet ikke regnet med – at hans tiårige søn ville bo hos ham. Han blev nødt til at stoppe som brevchef i Post Danmark, hvor han havde 1400 medarbejdere under sig, hvis han skulle have tid til at smøre madpakker til sin søn.
Det fungerede ikke, at han arbejdede over 70 timer om ugen. Men madpakkerne skulle vise sig at være en bagatel. Sønnen havde støvallergi. Huset skulle derfor ofte gøres rent. Der skulle vaskes gulv tre-fire gange om ugen, skiftes sengetøj hver dag og dagligt luftes ud.
“Jeg vidste ikke, hans allergi var så slem. Det var min ekskone, der havde sørget for alt det førhen,” siger Allan Schmidt og fortsætter:
“Jeg orkede ikke at gøre så meget rent, så jeg måtte finde en løsning på det.”
Han skabte derfor en støvbinderteknologi, som man kan bruge som rengøringsmiddel til gulvet. Støvet binder sig til gulvet i stedet for at hvirvle rundt i hjemmet. Han brugte halvandet år på at udvikle produktet. På daværende tidspunkt var han fabrikschef i en byggevirksomhed, hvor han også testede sit støvbindermiddel af.
Han arbejdede i byggevirksomheden indtil 2011, hvorefter han gik all-in på sin egen virksomhed Aks2tal, der indtil da havde været hans lille hobbyprojekt ved siden af jobbet. Et hobbyprojekt med to ansatte, og som med årene var begyndt at blive en overskudsforretning.
Allan Schmidt kastede sig ud i tilværelsen som iværksætter med stor selvtillid. Han havde haft gode job og tjent gode penge. Han begyndte egentlig sin karriere som bager, da han ikke lige fik mødt op på HF. Hans far, der var bager, tog ham derfor i lære. Men bagerfaget var ikke noget for ham.
“Jeg orkede ikke at gøre så meget rent, så jeg måtte finde en løsning på det
Allan Schmidt, stifter og adm. direktør i Aks2tal
Senere hen uddannede han sig til levnedsmiddeltekniker, som også danner baggrund for, at han kunne skabe støvbinderteknologien. Gennem årene havde han haft forskellige stillinger, som næsten er ham uforståeligt, at han kunne lande.
Men Allan Schmidt er en arbejdshest. Han har ikke en stopknap, når det kommer til arbejde. Det har både nedbrudt ham fuldstændigt med stress, så han måtte sidde og kigge ind i en væg i et halvt år, fordi han ikke var i stand til andet, men det har også reddet hans liv, mener han.
Allan Schmidt fik kræft, da han var i 20’erne. I tre år kæmpede han med sygdommen, der bevægede sig rundt i kroppen på ham.
“Jeg havde næsten den samme frisure dengang,” siger han og stryger hånden over det bare hoved.
Han var dengang sygemeldt, når han fik kemoterapi, men ellers gjorde han alt for at komme på arbejde som produktudvikler ved slikproducenten Leaf. Allan Schmidt ville ikke ligge på et hospital. Han ville ikke være syg.
“Det der med at have ondt af sig selv, det hjælper som regel ikke noget. Det bliver jeg ikke gladere af,” siger han.
Svindlet for millioner
Det er 15 år, siden Allan Schmidt fik lyst til at give hobbyprojektet sit fulde fokus. Han var som sagt selvsikker og klar, men inden han havde fået set sig om, havde han mistet 1,9 mio. kr. på to døgn. Det var ikke bare en dum beslutning.
Ifølge Allan Schmidt var det, der skete, pinligt. En dag blev han ringet op og fik et tilbud om at investere sine penge. Det lød som en rigtig god investering.
Hans advokat kiggede det igennem og var enig. Men tilbuddet viste sig at være for godt til at være sandt. Han blev svindlet. Pengene så han aldrig igen.
“Jeg fandt ud af, jeg ikke kunne gå på vandet. Jeg havde været heldig og god i de job, jeg havde haft, klaret det godt, men her fik jeg virkelig en lærestreg,” siger Allan Schmidt.
Det ændrede forudsætningerne for virksomheden en smule. Han tog et job med nattearbejde for en periode for at få ekstra penge i kassen. Han åbnede en fabrik i udkantsdanmark, for der var ikke råd til at åbne tættere på de større byer.
Virksomheden er sidenhen vokset organisk. Sidste år landede Aks2tal et resultat på over 1 mio. kr. Nu sidder Allan Schmidt i en situation, hvor han vil endnu mere. Kunderne er i mange år kommet af sig selv – det gør de stadig – men det hele ville gå hurtigere og blive større, hvis Aks2tal også kom til kunderne.
“Jeg dur ikke til salg. Det har jeg fået hjælp til. For mig har fokus altid været på, at produktet fungerede, og kunderne var tilfredse,” siger han.
Og han sikrer sig altid, at det fungerer. Der bliver lavet målinger hos kunden, inden de bruger rengøringsproduktet og efter. Hvis det ikke virker, får kunden pengene tilbage. Men det virker som regel, hvis kunden bruger produktet efter instruktionerne, uddyber Allan Schmidt.
Om det var rengøringsmidlet, der blev hans søns redning fra støvet, kan han ikke sige med sikkerhed. Men sønnen stoppede på meget af sin medicin, efter Allan Schmidt begyndte at bruge midlet i hjemmet. I dag arbejder far og søn side om side i virksomheden, der på mange måder blev stiftet for sønnens skyld.
Sønnens rolle i firmaet
Det er fire år, siden Allan Schmidts søn, Niels Schmidt, trådte ind i virksomheden. Han udvikler den soft- og hardware, som kunderne kan bruge til at overvåge støvniveauet og indeklimaet. Og det går lige i farens hjerte. For det er vigtigt for Allan Schmidt, at kunderne kan se, at deres investering i Aks2tals rengøringsmiddel giver pote.
Arbejdet har altid været hans førsteprioritet. Lige indtil han stod i en situation efter skilsmissen, hvor han skulle vælge mellem tid med sit barn og arbejdet.
“Det var måske første gang i mit liv, jeg har truffet sådan et valg og prioriteret min familie. Min søn var mit holdepunkt i den periode. Jeg følte ikke, jeg havde så meget andet end ham,” siger Allan Schmidt.
Forholdet til hans søn betyder stadig alt. Det må virksomheden aldrig ødelægge.
“Det vigtigste er, at vi ikke ødelægger vores relation,” siger han.
Explore our collection of 200+ Premium Webflow Templates